|
»<MMPB 105/1> Vor
Frelser gav Herrens bøn to gange, først til den skare, der
var til stede ved bjergprædikenen, og dernæst nogle måneder
senere til disciplene alene. Disciplene havde for en kort tid ikke været
sammen med Herren, og ved deres tilbagekomst fandt de ham fordybet i samtale
med Gud. Tilsyneladende uden at lægge mærke til deres tilstedeværelse
fortsatte han at bede højt. Frelserens ansigt oplystes af en himmelsk
klarhed. Han syntes at befinde sig i den usynliges umiddelbare nærhed,
og i hans ord lå der en levende kraft som hos en, der talte med Gud.
»<MMPB 105/2> De lyttende disciple følte
sig dybt grebene i deres hjerter. De havde lagt mærke til, hvorledes
han i ensomhed ofte tilbragte lange timer i samtale med Faderen. Dagene
benyttede han til at hjælpe de skarer, der flokkedes omkring ham,
og til at blotte rabbineres bestikkende lære. Ved dette uophørlige
arbejde blev han ofte så fuldstændig udmattet, at hans moder
og hans brødre, ja endog hans disciple havde frygtet for, at det
kunne koste ham livet. Men når han vendte tilbage efter de bedetimer,
der afsluttede den slidsomme dag, lagde de mærke til det fredfulde
udtryk i hans ansigt og til den følelse af friskhed, der syntes
at gennemtrænge hans væsen. Det var efter disse timer, som
han tilbragte sammen med Gud, at han morgen efter morgen trådte frem
for at bringe menneskene Himmelens lys. Disciplene var begyndt at sætte
hans bedetimer i forbindelse med den kraft, som fulgte hans ord og hans
gerninger. Når de nu lyttede til hans påkaldelse, fyldtes de
med ærefrygt og følte sig ydmygede. Efter at han var færdig
med sin bøn, var det med en følelse af deres egen dybe trang,
at de udbrød: "Herre! Lær os at bede." (Luk 11,1).
»<MMPB 106/1> Jesus anviser dem ingen ny formular
for bøn. Han gentager, hvad han tidligere har lært dem, som
om han ville sige: I trænger til at forstå, hvad jeg allerede
har sagt; det har en dybere betydning, end I hidtil har fattet.
»<MMPB 106/2> Frelseren begrænser os imidlertid
ikke til brugen af netop disse ord. Som den, der var stillet på lige
fod med menneskene, fremholder han sit eget ideal af en bøn ord
så enkle, at et lille barn kan tilegne sig dem, og dog så vidtrækkende,
at de største ånder aldrig kan fatte deres fulde betydning.
Vi opfordres til at komme til Gud med vor taksigelse, fremlægge vor
trang, bekende vore synder og gøre krav på hans miskundhed
i overensstemmelse med hans løfte.
»<MMPB 106/3> "Når I beder, da sig: Vor
Fader" (Luk 11,2.) Jesus lærer os at kalde hans Fader for vor Fader.
Han skammer sig ikke ved at kalde os brødre. (Hebr. 2,11). En sådan
beredvillighed og en sådan iver nærer Frelseren i sit hjerte
efter at byde os velkommen som medlemmer af Guds husfolk, at han i de allerførste
ord, han lærer os at anvende, når vi nærmer os Gud, lægger
forsikringen om vort guddommelige slægtskab "vor Fader".
»<MMPB 107/1> Heri ligger kundgørelsen
af den vidunderlige sandhed, som er så fuld af opmuntring og trøst,
at Gud elsker os, ligesom han elsker sin søn. Dette er, hvad Jesus
gav udtryk for i sin sidste bøn for disciplene: Du "har elsket dem,
ligesom du har elsket mig". (Joh 17,23).
»<MMPB 107/2> Denne Verden, som Djævelen
har gjort krav på og hersket over med et så grusomt tyranni,
har Guds Søn ved en eneste mægtig dåd indesluttet i
sin kærlighed og igen knyttet til Jehovas trone. Keruber og serafer
i de utallige hærskarer i alle de syndfri verdener sang lovsange
til Gud og lammet, da denne sejr var sikret. De frydede sig over, at vejen
til frelse var blevet åbnet for den faldne slægt, og at Jorden
ville blive genløst fra syndens forbandelse. Hvor meget mere burde
ikke de fryde sig, som er genstand for en så vidunderlig kærlighed!
»<MMPB 107/3> Hvordan kan vi dog nogen sinde
være i tvivl eller uvished og mene, at vi er faderløse" Det
var for deres skyld, der havde overtrådt loven, at Jesus påtog
sig menneskelig natur. Han blev os lig, for at vi kunne have evig fred
og forvisning. Vi har en talsmand i Himlene, og den, der modtager ham som
en personlig frelser, bliver ikke overladt til sig selv for at bære
sin egen syndebyrde.
»<MMPB 107/4> "I elskede, nu er vi Guds børn."
Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger
og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også
kan herliggøres med ham." "Det er endnu ikke åbenbaret, hvad
vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal
vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er." (1Joh 3,2; Rom 8,17).
»<MMPB 108/1> Det allerførste skridt for
os at tage, når vi kommer til Gud, er at erkende og tro den kærlighed,
han har til os (1Joh 4,16); for det er ved hans kærligheds dragende
kraft, vi ledes til at komme til ham.
»<MMPB 108/2> Erkendelsen af Guds kærlighed
bevirker, at vi forsager egenkærligheden. Ved at kalde Gud vor Fader
anerkender vi alle hans børn som vore brødre. Vi udgør
alle sammen en del af menneskehedens støre organisme, alle er vi
medlemmer af en familie. I vore bønner bør vi indbefatte
vor næste såvel som os selv. Ingen beder på den rette
måde, hvis han blot søger velsignelse for sig selv.
»<MMPB 108/3> Den evige Gud, sagde Jesus, skænker
dig den forret at kunne benytte navnet Fader, når du træder
frem for ham. Betænk alt, hvad dette indbefatter! Ingen jordisk far
eller mor har nogen sinde talt så indtrængende til et vildfarende
barn som han, der skabte dig, taler til overtræderen. Aldrig har
kærlig interesse ledet noget menneske til at følge den ubodfærdige
med så inderlige indbydelser. Gud bor i hver hytte; han hører
hvert ord, som bliver sagt, hører hver bøn, der opsendes,
smager sorgerne og skuffelserne hos hver eneste sjæl og giver agt
på den måde, hvorpå far, mor, søster, ven og nabo
bliver behandlet. Han sørger for vort behov, og hans kærlighed,
barmhjertighed og nåde udstrømmer uafbrudt for at skaffe,
hvad vi trænger.
»<MMPB 108/4> Men dersom vi kalder Gud vor Fader,
erkender vi os at være hans børn, der skal ledes af hans visdom
og være lydige i alle ting, fordi vi ved, at hans kærlighed
er uforanderlig. Vi vil godkende hans planer vedrørende vort liv.
Som Guds børn vil vi gøre hans ære, hans karakter,
hans husfolk og hans gerning til genstand for vor højeste interesse.
Det vil være os en glæde at anerkende og højagte vort
forhold til vor himmelske Fader og til hvert medlem af hans husstand. Det
vil glæde os at udføre en hvilken som helst gerning, hvor
ringe den end måtte være, der vil tjene til hans ære
og til vor næstes velvære.
»<MMPB 109/1> "Som er i Himlene." Han, som Kristus
byder os se hen til som "vor Fader", "er i Himmelen; alt, hvad han vil,
det gør han". I hans varetægt kan vi hvile trygt og sige:
"Når jeg gribes af frygt, vil jeg stole på dig." (Sl 115,3;
56,4).
»<MMPB 109/2> "Helliget vorde dit navn" For at
vi skal kunne hellige Herrens navn, kræves det, at de ord, vi taler
om det højeste væsen, bliver udtalt med ærbødighed.
"Helligt og frygteligt er hans navn." (Sl 111,9). Aldrig må vi på
nogen som helst måde omgås letsindigt med de titler og benævnelser,
der gælder guddommen. Under bøn har vi foretræde for
den højeste, og vi bør træde frem for ham med hellig
ærefrygt. Englene skjuler deres ansigter for hans åsyn. Keruber
og de lysende og hellige serafer nærmer sig hans trone med højtidelig
ærbødighed. Hvor meget mere bør så ikke vi, som
er dødelig, syndige væsener, vise ærbødighed,
når vi kommer til Herren, vor skaber!
»<MMPB 109/3> Men at hellige Herrens navn betyder
langt mere end dette. Ligesom jøderne på Kristi tid kan også
vi vise den største udvortes ærbødighed for Gud og
dog til stadighed vanhellige hans navn. "Herrens navn" er "barmhjertig
og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed ...
som tilgiver brøde, overtrædelse og synd". Om Kristi menighed
er der skrevet: "Man skal kalde det: Herren vor retfærdighed." Dette
navn sættes på enhver Kristi efterfølger. Det er Guds
børns arvedel. Husets folk benævnes efter Faderen. Da Israel
befandt sig i stor nød og trængsel, bad profeten Jeremias:
"Dit navn er nævnet over os, lad os ej fare!" (2Mos 34,5-7; Jer.
33,16; 14,9).
»<MMPB 110/1> Dette navn helliges af Himmelens
engle og af de syndfri verdeners beboere. Når du beder: "Helliget
vorde dit navn!" beder du om, at det må blive helliget i denne verden,
helliget i dig. For mennesker og for engle har Gud anerkendt dig som sit
barn; bed om, at du ikke må vanære "det skønne navn,
som er nævnet over jer". (Jak. 2.7). Gud sender dig ud i verden som
hans sendebud. I enhver handling i livet må du åbenbare Guds
navn. Denne bøn udgør et krav til dig om at være i
besiddelse af hans karakter. Du kan ikke hellige hans navn eller være
en fremstilling af ham i verden, medmindre du er en fremstilling af Guds
eget liv og af Guds egen karakter. Dette kan du kun gøre ved at
tage imod Kristi nåde og retfærdighed.
»<MMPB 110/2> "Komme dit rige" Gud er vor Fader,
som elsker os og sørger for os som sine børn. Han er tillige
verdensaltets store konge. Hans riges interesser er vore interesser, og
vi skal arbejde for dets opbyggelse.
»<MMPB 110/3> Kristi disciple forventede, at
oprettelsen af hans rige var umiddelbart forestående; men ved denne
bøn lærte Jesus dem, at riget ikke skulle komme på den
tid De skulle bede om dets komme som en begivenhed, der endnu hørte
fremtiden til. Men denne bøn indeholdt også en forsikring
til dem. Den omstændighed, at Jesus opfordrede dem til at bede om
rigets komme, er bevis på, at Gud i sin tid visselig vil lade det
ske, selv om de ikke ville få det at se i deres dage.
»<MMPB 110/4> Oprettelsen af Guds rige foregår
nu, idet hjerter, som har været fulde af synd og oprørskhed,
dag efter dag giver efter for hans kærligheds magt; men den fulde
oprettelse af hans herlighedsrige vil ikke finde sted for ved Kristi andet
komme til Verden. "Riget og herredømmet og storheden, som tilhørte
alle rigerne under Himmelen," skal "gives til den Højestes helliges
folk". De skal arve det rige, som har været beredt for dem "fra Verdens
grundvold blev lagt." (Dan. 7,27; Matt 25,34). Da vil Kristus overtage
sin store magt og herske som konge.
»<MMPB 111/1> De himmelske porte vil endnu en
gang løfte sig, og med ti tusind gange ti tusind og tusind gange
tusind hellige vil vor Frelser træde frem som kongers konge og herrers
herre. Jehova Immanuel "skal være konge over hele Jorden. På
hin dag skal Herren være én og hans navn ét"" "Guds
bolig skal være hos menneskene, "og han skal bo hos dem, og de skal
være hans folk, og Gud selv skal være hos dem." (Zak. 14,9;
Åb 21,3).
»<MMPB 111/2> Men inden denne tilkommelse finder
sted, sagde Jesus, skal evangeliet om dette rige "prædikes over hele
Jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene". Hans rige vil ikke komme,
førend glædesbudskabet om hans nåde er blevet forkyndt
over hele Jorden. Når vi derfor overgiver os til Gud, og vi vinder
andre sjæle for ham, fremskynder vi hans riges komme. Kun de, der
helliger sig til hans tjeneste og siger: "Her er jeg, send mig" til at
oplade blindes øjne og vende menneskene "fra mørket til lys
og fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse
og arvelod sammen med dem, som er helligede" kun disse beder i oprigtighed:
"Komme dit rige." (Matt 24,14; Es 6,8; Apg26,18.)
»<MMPB 112/1> "Ske din vilje på Jorden,
som den sker i Himmelen" Guds vilje findes udtrykt i de bud, hans hellige
lov indeholder, og principperne i denne lov er Himmelens principper. Himmelens
engle opnår ingen højere kundskab end erkendelsen af Guds
vilje, og at gøre hans vilje er den højeste tjeneste, der
kan lægge beslag på deres kræfter.
»<MMPB 112/2> Men i Himmelen udføres ingen
tjeneste ud fra en følelse af lovtvang. Da Satan gjorde oprør
imod Jehovas lov, kom den tanke, at der var en lov, næsten som en
opvækkelse for englene, en opvågnen til noget, de ikke havde
tænkt på. Englene udfører ikke deres gerning som tjenere,
men som sønner. Der er fuldkommen overensstemmelse mellem dem og
deres skaber. For dem er lydighed ingen trældom. Kærlighed
til Gud gør deres tjeneste til en glæde. I hver sjæl,
hvor Kristus, herlighedens håb, bor, vil også hans ord genlyde,
når han siger: "At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og
din lov er i mit indre." (Sl 40,9).
»<MMPB 112/3> Bønnen: "Ske din vilje på
jorden, som den sker i Himmelen," er en bøn om, at ondskabens herredømme
på denne jord må afsluttes, at synden må blive tilintetgjort
for stedse, og at retfærdighedens rige må blive oprettet. Da
vil Guds gode og velbehagelig vilje opfyldes på Jorden, som den opfyldes
i Himmelen.
»<MMPB 112/4> "Giv os i dag vort daglige brød"
Den første halvdel af den bøn, som Jesus har lært øs,
gælder Guds navn, Guds rige og Guds vilje at hans navn må blive
æret, hans rige oprettet og hans vilje fuldbyrdet. Når du således
har gjort Guds tjeneste til din første opgave, kan du tillidsfuldt
bede om, at der må blive sørget for, hvad du selv trænger
til. Dersom du har forsaget dit eget jeg og overgivet dig til Kristus,
er du et med lem af Guds husfolk, og alt, hvad der er i Faderens hus, tilhører
dig. Alle Guds skatte er opladt for dig, både den Verden, som nu
er, og den tilkommende. Englenes tjeneste, Guds ånds gave og hans
tjeneres arbejde alt sammen er for dig. Verden med alt, hvad deri er, tilhører
dig i den udstrækning, det vil kunne tjene dig til gøde. Selv
de ugudeliges fjendskab vil vise sig at være en velsignelse ved at
opdrage dig for Himmelen. "Thi alt hører jer til," dersom "I hører
Kristus til". (1Kor 3,21. og 23).
»<MMPB 113/1> Men du er ligesom et barn, der
endnu ikke har fået rådighed over sin arv. Gud betror dig ikke
din dyrebare ejendom, for at ikke Satan med sine listige kunstgreb skal
bedrage dig, ligesom han bedrog det første menneskepar i Eden. Kristus
opbevarer den for dig i sikkerhed uden for ødelæggerens rækkevidde.
Ligesom banet vil du daglig få, hvad der kræves til dagens
behov. Hver dag må du bede: "Giv os i dag vort daglige brød."
Bliv ikke forfærdet, om du ikke har nok til i mor gen. Du har forsikringen
i hans løfte om, at der visselig vil blive sørget for dig.
David sagde: "Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig
så jeg den retfærdige forladt eller hans afkom tigge sit brød."
Den Gud, der sendte ravne med føde til Elias ved bækken Krit,
vil ikke forbigå et eneste af sine trofaste, selvopofrende børn.
Om den, der vandrer i retfærd, er der skrevet: "Han får sit
brød, og vand er ham sikret." "De beskæmmes ikke i onde tider,
de mættes i hungerens dage." "Han, som jo ikke sparede sin egen søn,
men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke
os alt med ham?" (Sl 37,25; Es 33,16; Sl 37,19; Rom 8,32). Han, som tog
sig af sin moder i hendes enkestand med dens byrder og bekymringer og hjalp
hende med at skaffe det nødvendige til familien i Nazareth, har
medlidenhed med enhver moder i hendes slid med at skaffe føde til
sine børn. Han, som ynkedes over folkeskarerne, fordi "de var vanrøgtede
og forkomne (Matt 9,36), har endnu medynk med de fattige, der lider. Hans
hånd er udrakt mod dem med velsignelse, og netop i den bøn,
han gav sine disciple, lærer han dem at komme de fattige i hu.
»<MMPB 114/1> Når vi beder: "Giv os i dag
vor daglige brød," beder vi for andre såvel som for os selv,
og vi erkender, at hvad Gud giver os, er ikke vort alene. Gud betror os
det, for at vi må kunne mætte de hungrige. I sin godhed har
han sørget for de arme. (Sl 68,11). Og han siger: "Når du
beder gæster til middag eller aften så indbyd ikke dine venner
eller brødre, alle dine slægtninge eller dine rige naboer
... Men når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre,
lamme og blinde! Da skal du være salig; thi de har intet at gengælde
dig med; men det skal blive gengældt dig ved de retfærdiges
opstandelse." (Luk 14,12-14).
»<MMPB 114/2> "Og Gud har magt til i rigt mål
at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt,
hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god gerning." "Den,
der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den,
der sår rigeligt, skal også høste rigeligt." (2Kor 9,8.
og 6.).
»<MMPB 114/3> Bønnen om dagligt brød
gælder ikke blot føde til legemets ophold, men også
hint åndelige brød, som vil give sjælen næring
til evigt liv. Jesus siger til os: "Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig,
men for den mad, som varer til et evigt liv." "Jeg er det levende brød,
som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han
skal leve til evig tid." (Joh 6,27. og 51.). Vor Frelser er livets brød,
og det er ved at beskue hans kærlighed og ved at modtage den i sjælen,
at vi ernærer os af det brød, som kom ned fra Himmelen.
»<MMPB 115/1> Vi modtager Kristus gennem hans
ord, og Helligånden gives for at oplade Guds ord for vor forstand
og bringe ordets sandheder ind i vore hjerter. Idet vi læser Guds
ord, må vi dag efter dag bede om, at han vil sende sin ånd
for at vise os sandheden, der vil styrke vore sjæle i forhold til
dagens krav.
»<MMPB 115/2> Når Guds ord lærer
os, at vi hver dag skal bede om, hvad vi trænger til både timelige
og åndelige velsignelser har han en hensigt at fuldføre til
gavn for os. Han ønsker, at vi skal indse vor afhængighed
af hans stadige omsorg, for han søger at lede os ind i samfundet
med ham t dette samfund med Kristus ved bøn og granskning af de
store og dyrebare sandheder i hans ord vil vi som hungrige sjæle
blive mættet, og som dem, der tørster, vil vi blive vedkvæget
ved livets kilde.
»<MMPB 115/3> "Forlad vore synder, thi også
vi forlader, som er skyldige over for os." (Luk 11,4.) Jesus lærer,
at kun når vi tilgiver andre, kan vi få tilgivelse hos Gud.
Det er Guds kærlighed, som drager os til ham, og denne kærlighed
kan ikke bevæge vore hjerter uden at skabe kærlighed til vore
brødre.
»<MMPB 115/4> Efter at have afsluttet Herrens
bøn tilføjede Jesus: "Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser,
vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene
deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser."
Den, der er uforsonlig, afskærer netop det middel, gennem hvilket
han kan modtage barmhjertighed fra Gud. Vi må ikke nære den
tanke, at medmindre de, der har skadet os, bekender deres fejl, er vi berettigede
til at nægte dem vor tilgivelse. Uden tvivl påhviler det dem
at ydmyge deres hjerter ved anger og bekendelse; men vi bør nære
et medlidende sindelag mod dem, der har syndet imod os, uanset om de bekender
deres fejl eller ikke. Hvor meget de end måtte have såret os,
må vi ikke opholde os ved vore besværinger eller hengive os
til selvmedynk for den uret, vi har lidt, men ligesom vi håber at
få forladelse for vore overtrædelser mod Gud, må vi forlade
alle, som har gjort ondt imod os.
»<MMPB 116/1> Men tilgivelse har en mere vidt
omfattende betydning, end mange forestiller sig. Når Gud giver den
forsikring, at han er rund til at forlade, tilføjer han, som om
meningen i denne forsikring overstiger alt, hvad vi kan fatte: "Mine tanker
er ej jeres, og jeres veje ej mine, lyder det fra Her ren; nej, som Himmelen
er højere end Jorden, er mine veje højere end jeres, og mine
tanker højere end jeres." Guds tilgivelse er ikke blot en juridisk
handling, hvorved han frigiver os fra fordømmelse; den består
ikke blot i tilgivelse for synd, men i omvendelse fra synd; den er en udstrømning
af den genløserkærlighed, som forvandler hjertet. David havde
det rigtige begreb om tilgivelse, da han bad: "Skab mig, o Gud, et rent
hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre." Og videre læser
vi: "Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjeret vore
synder fra os." (Es 55,79; Sl 51,12; 103,12.).
»<MMPB 116/2> I Kristus gav Gud sig selv for
vore synder. Han led korsets grufulde død, "en retfærdig for
uret færdige", for at han måtte kunne åbenbare sin kærlighed
for os og drage os til sig. Og han siger: Vær "gode mod hverandre
og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet
jer i Kristus". (1Pet 3,18; Ef 4,32). Lad Kristus, det guddommelige liv,
bo i jer og igennem jer åbenbare den himmelfødte kærlighed,
som vil vække håb hos den, der er uden håb, og bringe
Himmelens fred til det hjerte, som synden har ramt. Dette er den betingelse,
der møder os på tærskelen, når vi kommer til Gud,
at vi, idet vi modtager barmhjertighed fra ham, hengiver os selv til at
åbenbare hans nåde for andre.
»<MMPB 117/1> Hovedbetingelsen for, at vi må
kunne modtage Guds tilgivende kærlighed og meddele den videre, er
for vort vedkommende, at vi erkender og tror den kærlighed, han har
til os (1Joh 4,16). Ved hvert bedrag, som står til rådighed,
arbejder Satan for, at vi ikke skal se denne kærlighed. Han vil lede
os til at tro, at vore fejl og overtrædelser har været så
store, at Herren ikke vil agte på vore bønner, og at han ikke
vil velsigne os og frelse os. I os selv kan vi ikke se andet end svaghed,
ikke noget, der kan skaffe os yndest hos Gud, og den onde fortæller
os, at det ikke kan nytte, for vi kan ikke afhjælpe vore karaktermangler.
Når vi forsøger at komme til Gud, vil fjenden hviske: Det
nytter ikke for dig at bede; begik du ikke hin onde handling? Har du ikke
syndet imod Gud og krænket din egen samvittighed? Men du kan meddele
fjenden, at Jesu Kristi, Guds Søns, blod "renser os fra al synd".
Når vi føler, at vi har syndet, og ikke kan bede, er tiden
netop inde til at bede. Vi skammer os måske og er dybt ydmygede,
men vi må bede, og vi må tro. "Det er troværdig tale
og fuld modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til Verden for at frelse
syndere, blandt hvilke jeg er den største." (1Joh 1,7; 1Tim. 1,15).
Tilgivelse, forligelse med Gud, kommer til os, ikke som en belønning
for vore gerninger, den meddeles ikke på grund af syndige menneskers
fortjeneste, men den er en gave, og grundlaget for dens meddelelse er Kristi
pletfri retfærdighed.
»<MMPB 118/1> Vi bør ikke søge
at gøre vor brøde mindre, end den er, ved at undskylde synden.
Vi må godkende Guds mening om synd, og den er i sandhed streng. Golgatha
alene kan åbenbare, hvor frygtelig og afskyelig synden er. Hvis vi
skulle bære vor egen brøde, ville den knuse os. Men han, som
er uden synd, har stillet sig i vort sted; skønt han var uskyldig,
har han båret vor misgerning. "Hvis vi bekender vore synder" er Gud
"trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser
os fra al uretfærdighed". Hvilken herlig sandhed: han er retfærdig
over for sin egen lov, medens han dog er alle deres retfærdiggøre,
som tror på Jesus! "Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde,
bærer over med synd hos din ejendoms rest, ej evigt gemmer på
vrede, men gerne er nådig?" (1Joh 1,9; Mik.7,18).
»<MMPB 118/2> "Led os ikke i fristelse; men fri
os fra den onde" Fristelse er forlokkelse til synd og stammer ikke fra
Gud men fra Satan og fra det onde i vore egne hjerter. "Gud kan ikke fristes
af noget onde, og selv frister han ingen." (Jak. 1,13).
»<MMPB 118/3> Den onde søger at lede os
i fristelse, for at det slette i vor karakter kan åbenbares for mennesker
og engle, således at han kan gøre krav på, at vi hører
ham til. I sin sindbilledlige profeti hos Zakarias ser man Satan stå
ved den højre side af Herrens engel og anklage Josua, ypperstepræsten,
der havde snavsede klæder på, og modsætte sig den gerning,
som engelen ønskede at udføre for Josua. Dette er en fremstilling
af det standpunkt, den onde indtager over for hver sjæl, som Kristus
søger at drage til sig. Fjenden forleder os til synd, og derefter
anklager han os for den himmelske verden som uværdige til Guds kærlighed.
"Men Herren sagde til Satan: Herren true dig, Satan, Herren true dig, han
som udvalgte Jerusalem. Er ikke denne en brand, som er reddet ud af ilden?"
Og til Josua sagde han: "Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal
have højtidsklæder på." (Zak. 3,2-4).
»<MMPB 119/1> I sin store kærlighed søger
Gud at udvikle sin ånds kostelige dyder i os. Han tillader hindringer,
forfølgelse og genvordigheder at møde os, ikke som en forbandelse
men som den største velsignelse i vort liv. Hver fristelse, vi modstår,
og hver prøvelse, vi bærer med frimodighed, bringer os en
ny erfaring og befordrer karakterens dannelse. Den sjæl, som formedelst
guddommelig kraft står fristelse imod, åbenbarer for Verden
og for Himlenes beboere, at Kristi nåde er tilstrækkelig.
»<MMPB 119/2> Men ihvorvel vi ikke skal lade
os forfærde af prøvelse, selv om den er svær, bør
vi bede Gud om ikke at tillade os at blive ført derhen, hvor vi
vil blive ledet på afveje af lysterne i vore egne onde hjerter. Ved
at opsende den bøn, Kristus har givet, overlader vi os til Guds
ledelse og beder om at føre os på trygge stier Vi kan ikke
bede denne bøn i oprigtighed og på samme tid bestemme os til
at følge en vej, som vi selv vælger. Vi vil vente på,
at hans hånd skal lede os, og vi vil lytte til hans røst,
som siger: "Her er vejen, I skal gå!" (Es 30,21).
»<MMPB 120/1> Vi kan ikke være trygge,
hvis vi giver os til at overveje de fordele, vi kunne høste ved
at følge Satans råd. Synd fører vanære og ulykke
over hver eneste sjæl, som hengiver sig til den; men synden er forblindende
og skuffende i sit væsen, og den vil forlokke os med smigrende fremstillinger.
Hvis vi vover os ud på Satans område, har vi ingen for sikring
om beskyttelse mod hans magt. Så langt som det står til os,
bør vi lukke enhver dør, hvor igennem fristeren kan få
adgang til øs.
»<MMPB 120/2> Bønnen "Led os ikke i fristelse",
er i sig selv et løfte. Hvis vi overlader os til Gud, har vi denne
forsikring: "Og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over
evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå
den igennem." (1Kor 10,13).
»<MMPB 120/3> Den eneste beskyttelse mod det
onde er Kristi iboen i hjertet ved troen på hans retfærdighed.
Grunden til, at fristelse har magt over os, er, at der er egoisme, i vore
hjerter; men når vi betragter Guds store kærlighed, fremtræder
egoismen for os i sit hæslige, frastødende væsen, og
vi ønsker, at den må blive fordrevet fra sjælen. Når
Helligånden herliggør Kristus, mildnes og blødgøres
vore hjerter, fristelsen taber sin kraft, og Kristi nåde omdanner
karakteren.
»<MMPB 120/4> Kristus vil aldrig forlade den
sjæl, for hvem han gik i døden. Et menneske kan forlade ham
og blive overvældet af fristelse, men Kristus kan aldrig vende sig
bort fra den, hvis genløsning han har betalt med sit eget liv. Dersom
vort åndelige syn kunne skærpes, ville vi se sjæle nedbøjede
i undertrykkelse og betyngede af sorg, vaklende ligesom vognen, når
den er fuld af neg, færdige til at omkomme af modløshed. Vi
ville se engle skyndsomst ile til for at bringe hjælp til disse fristede,
der står som på randen af en afgrund. Himmelens engle tvinger
de ondskabens hærskarer, der omslutter disse sjæle, til at
vige og leder de fristede til at sætte deres fødder på
den sikre grundvold. De kampe, der foregår mellem disse to hære,
er lige så virkelige som de slag, der udkæmpes af jordiske
krigshære, og evige skæbner afhænger af udfaldet af den
åndelige strid.
»<MMPB 121/1> Til os ligesom til Peter lyder
de ord: "Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad
for dig, at din tro ikke må glippe." Takket være Gud, vi er
ikke overladt til os selv. Han, som elskede Verden så højt,
"at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på
ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv", vil ikke svigte os i kampen
mod Guds og menneskers modstander. "Se," siger han, "jeg har givet jer
myndighed til at træde på slanger og skorpioner og over hele
fjendens magt, og han skal slet ikke gøre jer nogen skade." (Luk
22,31-32; Joh 3,16; Luk 10,19).
»<MMPB 121/2> Lev i forbindelse med den levende
Kristus, så vil han holde dig fast med en hånd, der aldrig
slipper. Erkend og tro den kærlighed, Gud har til os, så er
du tryg; for denne kærlighed er en fæstning, som Satan med
alle sine forførelser og angreb ikke formår at modtage. "Herrens
navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen
og bjerges." (Ordsp. 18,10).
»<MMPB 121/3> "Dit er og magten og æren"
Den sidste sætning i Herrens bøn henpeger ligesom den første
på vor himmelske Fader som stående over al magt og myndighed
og over hvert navn, der nævnes. De år, der lå foran disciplene,
fortonede sig i Frelserens øjne ikke som en glansfuld periode med
timelig velfærd og ære, således som disciplene havde
drømt om, men som en mørk tid på grund af de storme,
som menneskeligt had og djævelsk vrede ville afstedkomme. Nationale
stridigheder og ødelæggelser ville gøre disciplenes
vej fuld af farer, og ofte ville deres hjerter nedtrykkes af frygt. De
ville komme til at se Jerusalem i ruiner, se templet fejet bort, dets gudstjeneste
ophørt for stedse og Israel spredt i alle lande som vragstumper
på en øde kyst. Jesus sagde: "I skal komme til at høre
om krigslarm og krigsrygter". "Thi folk skal rejse sig mod folk og rige
mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både
her og der. Men alt dette er kun veernes begyndelse." (Matt 24,6-8). Kristi
efterfølgere skulle dog ikke frygte for, at deres håb var
tilintetgjort, eller at Gud havde forladt Jorden. Magten og æren
tilhører ham, hvis store forsæt fremdeles uforstyrret ville
skride fremad mod sin fuldbyrdelse. I den bøn, hvori de gav udtryk
for deres daglige behov, skulle disciplene løfte blikket op over
al ondskabens magt og myndighed og vende det mod Herren deres Gud, hvis
rige hersker over alt, og som er deres Fader og evige ven.
»<MMPB 122/1> Jerusalems fald var et symbol på
den endelige ødelæggelse, der skal overvælde Jorden.
Profetier, der fik en delvis opfyldelse ved Jerusalems undergang, sigter
mere umiddelbart til de sidste dage. Vi står nu på tærskelen
til store og alvorlige tildragelser. En krise, hvis lige Verden aldrig
har været vidne til, er forestående. Men til os ligesom til
disciplene lyder den liflige forsikring, at alt er Guds kongedømme
underlagt. Programmet for de tilstundende begivenheder er i vor Skabers
hånd. Himmelens majestæt har selv ledelsen af folkenes skæbne
såvel som af sin menigheds anliggender. Den guddommelige lærer
siger til enhver, som er et redskab i udførelsen af hans planer,
ligesom han sagde til Kyros: "Jeg omgjorde dig, endskønt du ikke
kender mig." (Es 45,5).
»<MMPB 123/1> I sit syn så profeten Ezekiel
noget af udseende som en hånd under kerubernes vinger. Dette skal
lære Herrens tjenere, at det er den guddommelige kraft, der giver
dem fremgang. Guds sendebud må ikke mene, at hans gerning er afhængig
af dem. Den er en byrde, hvis ansvar det ikke er overladt til dødelige
mennesker at bære. Han, som ikke slumrer, og som uafbrudt er i virksomhed
med fuldbyrdelsen af sine planer, vil føre sit værk fremad.
Han vil omstyrte gudløse menneskers forsætter og forstyrre
deres råd, som lægger onde anslag imod hans folk. Han, som
er kongen, hærskarernes herre, sidder mellem keruber, og midt under
folkeslagenes kamp og tummel beskytter han fremdeles sine børn.
Han, som hersker i Himlene, er vor Frelser. Han måler hver prøvelse,
han overvåger den ild, der må prøve hver sjæl.
Når kongers befæstninger omstyrtes, når vredens pile
engang gennemborer hans fjenders hjerter, vil hans folk være trygt
i hans hånd.
»<MMPB 123/2> "Din, Herre, er storheden, magten,
æren, glansen og herligheden, thi alt i Himmelen og på Jorden
er dit ... I din hånd er kraft og vælde, og i din hånd
står det at gøre, hvem det skal være, stor og stærk."
(1Krøn 29,11-12).
|